Påskelørdag samles troende i store skarer i Gravkirken.
For på denne dag kommer der ild ned fra Himlen og sætter
ild til lamper i kirken! Denne ceremoni, omtalt i en af de
mange beskrivelser af pilgrimmes påskerejser til Jerusalem,
er gentaget uden afbrydelse år efter år og bæres
af det uforklarlige forhold, at Den Hellige Ild tænder slukkede
stearinlys og olielamper.
Uden for den ortodokse kirke er underet så godt som ukendt.
De ortodokse kristne fejrer derimod hændelsen som det største
under og ser i det Herrens fortsatte påmindelse om sin opstandelse
fra døden. Underet har identitetsskabende værdi for
hele den ortodokse kristne verden. |
Kapellet med Kristi grav hvor flammen først bryder frem.
|
Gravkirken, bygget af Konstantin den Store i
midten af det fjerde århundrede, er blevet ødelagt
flere gange. Det var korsridderne, der gav kirken den udformning,
den har i dag. Det er en stor kirke, der både omslutter den
høj ved navn Golgatha, hvor Kristus blev korsfæstet,
såvel som den grav, cirka 30 m fra Golgatha, i hvilken man
lagde ham efter hans død, og fra hvilken den kristne tro
hævder, han opstod fra de døde.
Rundt om selve graven er der i dag et lille kapel med to rum: et
forrum og selve gravkapellet, hvor der ikke kan være flere
end fire mennesker samtidig. Desuden er der den store basilika,
der omgiver det lille gravkapel, der igen omslutter selve den flade
gravsten, som Jesus lå på.
Det lille kapel er på denne dag centrum for begivenhederne.
At der i høj grad er tale om særlige begivenheder,
vil kunne bevidnes af enhver, der besøger Gravkirken påskelørdag.
Lysunderet har fundet sted årligt i mindst 1200 år,
på samme tid, påsamme måde og på samme sted.
Det bliver ved at drage stadig voksende menneskeskarer til Jerusalem,
og ceremonien, der danner ramme for lysunderet, er en af de ældste
ubrudte kristne ceremonier i verden.
Kilder fra år 800, muligvis endda omkring år 400, ja,
ifølge ortodokse teologer fra år 200, beskriver underet
og de ceremonier, der omgiver det. Historikeren Eusebius skriver
i sin Vita Constantini fra omkring 328 om en interessant hændelse,
der finder sted i Jerusalem i år 162.
128
Da kirketjenerne skal til at genfylde de olielamper i kirken, der
skal symbolisere Kristi opstandelse, opdager de, at der ikke er
mere olie i lamperne.
Herpå beordrer biskop Narkissos, at lamperne skal fyldes med
vand, hvorefter han byder kirketjenerne at tænde dem. Til
alles måben begynder lamperne at brænde fint, som om
de var fyldt med den reneste olie. Ortodokse troende ser i dette
under, som hører til tiden inden Gravkirkens konstruktion
i det 4. århundrede, en direkte relation til lysunderet.
De indrømmer, at de to har forskellig karakter, eftersom
den første var en engangshændelse, hvorimod lysunderet
indtræffer hvert år, men ser dog i de to det fælles,
at Gud producerer ild, hvor den logisk set ikke burde være
der.
|
Omkring år 388 rejser Etheria, en adelig
kvinde fra Spanien, til Palæstina. I hendes pilgrimsberetning
læser man om en ceremoni ved Kristi Grav, hvor lys udgår
(ejicitur) fra det lille kapel, der omgiver graven, og hele kirken
fyldes med et uendeligt lys (lumen infinitum).
129
Det lader til, at der ikke tales om en underfuld hændelse,
men at biskoppen kommer ud af kapellet med flammen, hentet fra et
stedsevarende lys inde i gravkammeret, men interessant er det, at
der allerede på dette tidspunkt, kort efter Gravkirkens første
konstruktion under Konstantin omkring 336,
130
tales om en ceremoni, hvor lys spredes fra gravkapellets indre til
de troende i kirken.
Som Gustav Klameth bemærker, må der have været
en særlig grund til, at lyset blev hentet frem af graven og
ikke blot spredt fra en af de mange andre olielamper i kirken, nemlig
at ilden fra Kristi grav blev anset for at være særlig
hellig.
131
|
Der er diskussion om denne ceremonis opståen. Otto Meinardus
mener, at den stammer fra en dåbsritus, der jo til vore dage
i både de protestantiske, katolske og ortodokse traditioner
er forbundet med antændelse af stearinlys efter dåben.
132
Gustav Klameth mener derimod, at lysceremonien først og fremmest
har tjent som symbol på Kristi opstandelse og ser i den jerusalemitiske
lysfejring oprindelsen til de senere påskefejringer, hvor
antændelsen af den hellige ild markerer begyndelsen til midnatsgudstjenesten
påskenat. |
Munken Bernhards beskrivelse af sin rejse til Jerusalem i år
870 er en hel del tydeligere end Etherias rejsebeskrivelse. I klare
ord beskriver han, hvordan en engel stiger ned efter Kyrie-Eleison-sangen
og tænder de lamper, der hænger over den flade sten,
på hvilken Kristus lå, hvorefter patriarken giver flammen
til biskopperne og alle andre der er til stede i kirken.
På samme måde er den arabiske historiker Masûdis
beskrivelse af en rejse til Jerusalem i år 926 tydelig. Her
læser man, at kristne fra hele landet samles påskelørdag,
eftersom der på netop den dag kommer ild ned fra Himlen og
tænder lysene. Forskellige kilder giver varierende oplysninger
om måden, hvorpå lysunderceremonien blev udført
liturgisk og om forskellige bifænomener, der akkompagnerer
underet.
133
Både gamle og moderne kilder fortæller, at troende
ikke ser ilden alene i Gravkirken, men endog i Jakobskirken ved
siden af Gravkirken, men den basale mirakuløse antændelse
af lys er forblevet uforandret.´Den russiske abbed Daniel
giver en af de mest detaljerede beskrivelser af lysunderceremonien
i sin rejsebeskrivelse, skrevet i årene 1106-7. Ifølge
Daniel gøres kirken ren aftenen inden underets indtræffen.
Alle olielamper renses, fyldes med ren olie, men efterlades i slukket
tilstand. Daniel beskriver, hvordan graven bliver forseglet med
voks ved den anden nattetime og forbliver forseglet med de slukkede
olielamper stående på Kristi grav, således at
de græske lamper stod dér, hvor hovedet lå
og Skt. Sabas og alle klostrenes [lamper] dér, hvor brystet
var.
134
Inden ceremonien begynder, venter en stor menneskeskare allerede
på at komme ind, og mange må blive udenfor.
Hele folket i kirken og uden for kirken gør ikke andet
end utrætteligt og med høj stemme at råbe: Kyrie-Eleison,
dvs. Herre, forbarm dig! hele kirken giver genklang
af folkets råb. Kildevæld af tårer strømmer
fra de troende, ja selv den, der har et hjerte af sten, kan græde
på den dag: Alle grunder i deres hjerte, tænker over
deres synder og siger i deres indre: Skulle mine synder hindre
lyset i at komme ned? Og således står alle de
troende med tårer i øjnene og med et angrende hjerte
[
]
|
Ved den sjette læsning kom biskoppen til
gravdøren og så intet. Da begyndte hele folket grædende
at råbe Kyrie Eleison. Og ved den niende time
begyndte de at synge den sang, der blev sunget ved overgangen [af
Det Røde Hav] Jeg vil synge til Herren
135
og da kom en lille sky pludselig fra øst over kirkens
åbne kuppel, og en smule regn faldt på graven og på
os, der stod tæt ved den.
Og da skete det at den hellige ild pludselig skinnede i graven,
og en utrolig klar stråleglans udgik fra Herrens hellige grav.
Biskoppen gik da til graven med fire diakoner, tog et af kong Balduins
stearinlys, gik ind i graven og antændte kongens kerte fra
denne hellige flamme, bragte lyset ud og gav det til kongen.
Han stod på sin plads og holdt lyset med stor glæde,
og fra dette lys antændte vi alle vore kerter, og fra kerter
antændte hele folket deres kerter i hele kirken, fra den ene
antændte den anden sin kerte. Det himmelske lys er ikke som
en jordisk ild, men skinner på mirakuløs vis på
en særlig måde; dens flamme er rød som cinnober,
og alligevel skinner den på en ubeskrivelig måde.
Hele folket står med lysene tændte og råber med
høj røst: Herre forbarm dig! med stor
fryd og glæde. Ingen kan opleve så stor glæde
som enhver kristen oplever, der har set Guds hellige lys. Ingen
der ikke har set denne dags glæde, kan tro på ham, der
fortæller alt det, han har set, men vise og trofaste mænd
tror virkelig på og lytter med glæde til denne beretning
og til sandheden om disse hellige steder.
136
Nogle kilder beretter, at pilgrimme undertiden kunne vente i timevis
på ildens komme, idet den ikke altid kom ved samme time.
Således fortæller Theoderich, der skrev sin rejsebeskrivelse
i 1172, at ilden til tider kom ved den første time, andre
gange ved den tredje, ved den sjette, ved den niende eller endog
først ved aftengudstjenesten. Theoderich har også variationer
i, hvor flammen kommer først: nogle gange i Gravkirken, andre
gange i Herrens tempel og andre gange i Johanneskirken.
137
Antallet af lignende vidnesbyrd vokser med det stigende antal
pilgrimme i Det Hellige Land og kan følges i en ubrudt strøm
til vore dage. Blandt dette kildemateriale fortjener den engelske
krønikeskriver, Gautier Vinisauf særlig opmærksomhed,
eftersom han viderebringer en interessant detalje omkring fejringen
i 1192.
I 1187 indtog saracenerne Jerusalem under ledelse af sultan Salah
ad-Dîn. I det år ønskede sultanen at være
til stede ved fejringen, selvom han ikke var kristen. Gautier Vinisauf
fortæller, hvad der skete ved den lejlighed: Efter hans
ankomst nedsteg det himmelske lys pludselig, og deltagerne var dybt
bevægede.
De kristne gav udtryk for deres glæde ved at prise Guds storhed,
saracenerne derimod påstod, at ilden, som de havde set komme
ned, var blevet til ved et fupnummer. Salah ad-Dîn, der ønskede
at afsløre snyderiet, lod lampen, som ilden fra Himlen havde
tændt, slukke, men lampen flammede straks op igen. Han lod
den slukke en gang til og til sidst en tredje gang, men den tændtes
af sig selv igen.
Derpå skreg den slagne sultan i profetisk henrykkelse: Ak,
snart skal jeg dø eller miste Jerusalem! Denne profeti
gik i opfyldelse, for Salah ad-Dîn døde i den efterfølgende
fasteperiode.
138
|
Der findes mange forskellige former for ortodokse
kristne, og i Gravkirken deltager syrisk-, armensk-, russisk- og
græsk-ortodokse såvel som koptere i ceremonien. Også
Den Katolske Kirke fejrer gudstjeneste i Gravkirken, men på
en anden dato end de ortodokse kirker og er derfor ikke med.
Den ortodokse påskedato er nemlig fastsat efter den julianske
kalender og ikke efter den mere udbredte vestlige gregorianske kalender,
og det betyder, at den ortodokse påskefejring normalt falder
på en anden dato end de protestantiske og katolske fejringer.
|
Til lysunderceremonien samles størstedelen af de mange
forskellige kristne trossamfund, der sameksisterer i Gravkirken.
|
De katolske og ortodokse kirker oplevede et skisma i 1054, da kirkerne
blev splittet først og fremmest på politisk grundlag.
Herefter har der ikke været megen forbindelse mellem de to
kirker, selvom deres respektive teologier nærmest er identiske
og pave Johannes Paul II har kaldt dem Kristi Legemes to lunger.
Til trods for skismaet fortsatte man imidlertid med at fejre netop
lysunderet sammen i Gravkirken. I Daniels beskrivelse bærer
gudstjenesten spor både af ortodokse og katolske elementer.
Lysmirakelceremonien har altså haft en sådan tiltrækningskraft,
at den har fået de to kirker til at mødes til fælles
fejring, selvom man alle andre steder ikke havde forbindelse.
Først i 1246, da de katolske kristne forlod Jerusalem sammen
med de slagne korsriddere, blev det til en rent ortodoks ceremoni.
De ortodokse blev i Palæstina, selv efter tyrkernes besættelse
af Jerusalem, hvorimod de fleste katolske kristne forlod landet.
Men hvad sker der i grunden påskelørdag i Jerusalems
Gravkirke i vores tid?
Hvorfor har det så stor betydning for de ortodokse kristne,
at lysunderceremo nien er ved at få kirken til at revne år
efter år? Og hvorfor er der ingen, der har hørt om
underet i hverken protestantiske eller katolske lande, når
det på mange punkter synes at overgå de mest berømte
vesterlandske mirakler?
|
En af de kendteste ceremonier i den ortodokse
verden
|
For at få svar på disse spørgsmål
rejste jeg til Jerusalem fire gange for at være til stede
under den gudstjeneste, hvor miraklet sker, og jeg kan således
bevidne, at lysunderceremonien fandt sted ikke blot i middelalderen,
men også ved de forskellige påskefejringer op til og
efter årtusindskiftet 2000.
Jeg talte med den senere afdøde græsk-ortodokse patriark
af Jerusalem, Diodorus I, den person, der hvert år var gået
ind og havde modtaget flammen med det uforklarlige lys, siden han
blev patriark i Jerusalem i 1982. Underet sker påskelørdag.
På denne dag er Gravkirken fyldt af mennesker. Skal man gøre
sig håb om at komme ind i den, skal man regne med at stå
i kø i fem til seks timer. Der er næsten lige så
mange mennesker uden for kirken, der ikke kan komme ind, fordi den
allerede er overfyldt.
|
Troende er rejst til Jerusalem fra hele verden for at
deltage ved lysunderceremonien.
|
Pilgrimme er kommet fra hele verden størsteparten
fra Grækenland, men i de senere år i stadigt stigende
antal fra Rusland og de østeuropæiske lande. For at
være så tæt som muligt på selve gravkapellet,
hvor miraklet sker, og for at forberede sig i bøn har pilgrimme
med klapstole trodset trætheden og våget hele natten
igennem rundt om kapellet.
|
Selve miraklet sker først omkring kl.
14, men allerede omkring kl. 11 er kirken en kogende gryde.
|
Lysunderceremonien er årets mest besøgte religiøse
handling i Gravkirken. Ceremonien indledes med en række
traditionelle fejringer, hvor arabiske kristne bl.a. danser rundt
på skuldrene af hinanden, akkompagneret af trommer.
|
Fra kl. 11 til 13 synger de arabiske kristne
traditionelle kristne sange med høje stemmer og i højt
tempo. Der er tale om en gammel tradition fra den tyrkiske besættelse
af Jerusalem i 1200-tallet, hvor de ikke måtte synge deres
sange andre steder end i kirkerne. Vi er de kristne, det har
vi været i århundreder og det vil vi være for
evigt og altid! Amen! lyder det på højlydt arabisk
med trommeakkompagnement.
Trommeslagerne sidder på skuldrene af andre, der danser en
vild dans. Men op til kl. 13 dør sangen ud, hvorefter der
er stilhed en lurende, alt andet end tom stilhed, der bærer
præg af forventningen om manifesteringen af Guds kraft.
|
Inden den græsk-ortodokse patriark går ind i graven,
er den blevet undersøgt for skulte lyskilder af israelske
embedsmænd, hvorefter den forsegles indtil patriarkens ankomst.
Inden patriarken går ind i graven, går eller bæres
han i procession tre gange rundt om gravkapellet.
|
Kl. 13 baner en delegation af de lokale magthavere
sig vej gennem masserne, anført af det lokale politi, der
i stort antal er til stede i Gravkirken for at sørge for,
at der ikke opstår uroligheder. Selvom disse embedsmænd
ikke er kristne, er de en del af ceremonien.
I vore dages Jerusalem er der tale om israelske embedsmænd,
under tyrkernes besættelse af Palæstina var det de lokale
tyrkiske embedsmænd. I århundreder har dette været
en fast del af ceremonien. Der skal være tale om uvildige
embedsmænd, og formålet med deres tilstedeværelse
er at symbolisere romerne på Jesu tid. I evangelierne kan
man læse, at romerne kom og forseglede Jesu grav, for at disciplene
ikke skulle komme og stjæle hans legeme og sige, han var genopstanden.
På samme måde skal de israelske magthavere i dag forsegle
graven med voks. Inden de lukker og forsegler døren, går
de ind i kapellet og checker, om der kunne være en skjult
flamme, som patriarken kunne tænde sine lys på. Ligesom
romerne skulle garantere, at der ikke blev snydt med noget umiddelbart
efter Kristi død, skal de lokale israelske embedsmænd
sørge for, at der ikke bliver snydt med lysmiraklet.
|
Når graven er blevet undersøgt og
forseglet, giver hele kirken sig til gentagne gange at synge Kyrie
Eleison. Kl. 13.45 kommer patriarken ind i kirken, båret
af fire mænd. Patriarken er en ældre herre og svagt
til bens. Tre gange går man i procession rundt om graven.
Herefter afklædes patriarken, så han kun er iført
en hvid kjortel.
Dette skal symbolisere ydmyghed foran det store tegn, han skal være
kronvidne til ligesom de mange foregående græsk-ortodokse
patriarker. Alle olielamper har været slukket fra aftenen
i forvejen, og nu slukkes også det elektriske lys, sådan
at der bliver næsten helt mørkt i kirken. Den eneste
lyskilde er de solstråler, der finder vej gennem den nyrestaurerede
kuppels glashus. Voksforseglingen fjernes fra døren til graven,
og døren åbnes.
Med to store slukkede stearinlys går patriarken ind i gravkapellet
først ind i det lille forrum og derfra ind i selve
graven. Det er ikke muligt at følge med i, hvad der sker
inde i graven, og vi må lade patriarken selv fortælle.
Deres Salighed, spørger jeg, hvad sker der, når De
går ind i graven? Jeg går ind i graven og finder
vej gennem mørket til det inderste kammer, hvor jeg falder
på knæ i veneration foran det sted, hvor Kristus lå
efter sin død. At bede her er i sig selv for mig altid et
meget helligt øjeblik på et meget helligt sted.
Det er herfra, han opstod i herlighed, og det er herfra, han spredte
sit lys til verden. Apostelen Johannes skriver, at Kristus er verdens
lys, og foran hans grav bringes man helt tæt på hans
herlige opstandelse, der for os er virkelighed og ikke kun en myte.
Katolikker og protestanter kalder denne kirke for Gravkirken.
|
Processionen med patriark Diodorus I set fra balkon i Gravkirkens
kuppel.
|
Vi kalder den for Opstandelseskirken. Opstandelsen
er det mest centrale i vores tro. I opstandelsen har Kristus vundet
sin endegyldige sejr over døden, ikke kun for sig selv, men
for alle dem, der vil forblive ham nær. At det er netop på
dette sted, at det mirakuløse lys kommer, tror jeg derfor
ikke er nogen tilfældighed.
I Matthæusevangeliet (Matt. 28,3) læser vi i forbindelse
med Jesu opstandelse, at en engel kom til syne, klædt i lynild.
Jeg tror personlig, at det lys, der omgav englen ved Jesu opstandelse,
er det samme lys, der kommer til os på mirakuløs måde
hver påskelørdag.
|
Inden patriarken går ind i graven, går eller bæres
han i procession
tre gange rundt om gravkapellet.
|
Kristus vil minde os om, at hans opstandelse
er en realitet, og at han virkelig kom til verden for gennem sin
død og opstandelse at bringe det offer, der skulle til, for
at mennesket kan blive forenet med sin skaber.
|
Foran graven fremsiger jeg nogle bønner,
vi har fået overleveret igennem mange hundrede år, og
når jeg har gjort det, venter jeg.
|
Tre tidligere patriarker i den lange kæde af dem, der
i århundreder
har været hovedvidner til lysunderet i Jerusalem.
|
Patriark Diodoros I med metropolit Basilios og forfatteren.
|
Patriarken kommer ud af gravkapellet med de underfuldt antændte
stearinlys.
|
Nogle gange kan der gå et par minutter,
men normalt sker underet umiddelbart, efter jeg har sagt bønnerne.
Fra selve den sten, hvor Jesus lå, udgår der et udefinerbart
lys. Det er blåt i sin grundfarve, men har mange nuancer,
særlig rød.
Det kan ikke beskrives med menneskelige ord. Lyset løfter
sig ud af stenen, ligesom tåge kan stige op af en sø
det ser nærmest ud, som om stenen bliver dækket
af en fugtig sky, men det er samtidig lys.
Dette lys bevæger sig hvert år på forskellig måde.
Nogle gange dækker det blot stenen, andre gange kan det oplyse
hele graven, så også mennesker, der står uden
for graven og ser ind i den, kan se hele graven fyldt med lys.
|
Flammen spredes.
|
Lyset er af en ganske anden beskaffenhed end
normalt lys i en olielampe. Det brænder ikke der er
aldrig gået ild i mit skæg i alle de 22 år, jeg
har været patriark i Jerusalem og har modtaget Den Hellige
Flamme. På et tidspunkt samles dette lys nu i en søjle,
og her ændrer lyset karakter, sådan at jeg kan tænde
mine stearinlys på lyssøjlen.
Når jeg har fået flammen, og mine to stearinlys brænder,
går jeg ud og giver flammen først til den armenske
patriark og siden til den koptiske. Herefter går jeg ud af
kapellet og giver flammen til alle i kirken. Hvordan
oplever De selv miraklet, og hvilken betydning har det for Dem personlig?
Underet gør hvert eneste år lige stort indtryk
på mig. Det er hver gang en dybere omvendelse for mig.
Det er en stor trøst at tænke på Kristi trofasthed,
at han hvert eneste år giver os dette mirakel, til trods for
menneskers svagheder. Vi oplever mange undere i vores kirker, og
mirakler er noget forholdsvis naturligt for os. Det er ofte sket,
at vore ikoner har grædt, ligesom vi har haft helgener, som
Gud gav mange åndelige gaver til at hjælpe de troende
med.
Men ingen af disse mirakler har en så gennemgribende og stærk
symbolsk betydning som det hellige lysmirakel. Miraklet er den stadige
guddommelige bekræftelse på og påmindelse om Kristi
opstandelse, og det er Kristi opstandelse, vi fejrer som det helt
centrale i vores tro. Underet er næsten som et sakramente.
Det gør Kristi opstandelse så nærværende
for os, som var han opstået fra de døde for få
år siden. Mens patriarken er inde i kapellet og knæler
foran stenen, hersker der mørke udenfor, men absolut ikke
stilhed. Der er en ganske højlydt mumlen, og stemningen er
utrolig spændt. Når patriarken kommer ud, lyder der
et jubelskrig, som er at sammenligne med når der scores til
en fodboldkamp.
|
Som ved alle andre undere er vurderingen af lysmiraklets
ægthed et spørgsmål om personlig tro, og der
er mange, både ortodokse og ikkeortodokse, der har svært
ved at tro noget så utroligt og derfor mener, at patriarken
må have en lighter gemt i ærmet.
De troende møder denne skepsis med en hel del indvendinger:
Lightere, tændstikker og andre antændelsesredskaber
er forholdsvis moderne opfindelser. For ikke længe siden var
det at antænde en ild et projekt, der tog en hel del længere
tid end de få minutter, patriarken er inde i graven.
Man har ment, at patriarken måtte have en hemmelig olielampe
brændende i graven, på hvilken han kunne tænde
lysene, men her hævder israelske autoriteter år efter
år at have checket graven og ikke fundet lys i den, inden
de forseglede den med voks.
Det største argument mod simpelt fup er imidlertid ikke de
skiftende patriarkers beretninger, men de tusinde vidnesbyrd af
uafhængige pilgrimme, der gennem århundrederne har beskrevet,
hvordan de har set det blårøde lys uden for graven,
og hvordan det af sig selv antændte de stearinlys, de holdt
i hænderne.
Ofte er olielamper, der hænger på de mest forskellige
steder i kirken, til tider de mest utilgængelige, begyndt
at brænde, uden at der har været nogen i nærheden
af dem. Jeg har ikke selv været vidne til nogle af disse spontane
antændelser, men er i besiddelse af en række signerede
vidnesbyrd fra pilgrimme, der i tidligere år enten oplevede
den blå flamme, eller hvis stearinlys tændte af sig
selv.
For et af disse vidner, Arkimedes Pendaki, var underet den impuls,
der førte til, at han blev præst. Pendaki var i årene
op til påsken 1983 gledet længere og længere bort
fra sin families ortodokse tro og gik kun sjældent i kirke.
Hans moder, der var meget troende, fik ham overbevist om, at han
skulle tage med til Jerusalem og være til stede ved det hellige
lys ceremoni.
Mens de to stod i Gravkirken under lysmirakelceremonien, skete det,
at hans moders lys tændte af sig selv for begges øjne.
Arkimedes blev først rasende og beskyldte hende for at have
lavet et eller andet nummer med ham, selvom han inderst inde var
overbevist om, at det ikke var tilfældet. Underet blev imidlertid
ved at nage ham, indtil han ikke kunne holde det ud længere
og måtte udforske sin egen tro til bunds. Han rejste til klosterøen
Athos og besluttede efter en årrække at uddanne sig
til ortodoks præst.
|
Troende giver udtryk for stor bevægelse over at have
været vidner til
og modtaget den hellige flamme.
|
Ærkebiskop Alexios af Tiberias samt forfatteren.
|
Den slags personlige beretninger findes der mange
af. Den person, der oplever miraklet på ganske nært
hold, dvs. enten selv får flammen på sit stearinlys
eller ser det blå lys i kirkerummet, er som regel så
dybt berørt af underet, at vedkommendes trosliv fordybes,
så der altid vil være et før og et
efter lysmiraklet i Jerusalem.
Mange af disse vidnesbyrd er blevet samlet i bøger og publiceret
på græsk, men ingen er blevet offentliggjort i nyere
tid. Siden 1996 har ærkebiskop Alexios af Tiberias påtaget
sig den opgave at samle nogle af de vidnesbyrd, han selv har hørt,
og som de troende har garanteret for med deres underskrift, og han
vil snart udgive dem.
Ærkebiskoppen besluttede sig for at gøre dette arbejde
efter en oplevelse forbundet med lysceremonien i 1996, som han har
deltaget i hvert eneste år siden 1967. Efter ceremonien
gik jeg hjem til min lejlighed, der ligger i det Græskortodokse
patriarkat oppe ad bakken vest for Gravkirken med god udsigt over
kirken, forklarer han. Jeg tog et kig fra mit vindue
og så pludselig et stort lysende kors over Gravkirkens kuppel.
Jeg blinkede med øjnene og så igen, men det lysende
kors blev ved at svæve over kuplen.
Jeg løb op på taget over min lejlighed for at kunne
se bedre. Jeg troede, der måske var tale om det gyldne kors,
der står på kuplen, og at det var solen, der på
en eller anden måde spejlede sig i det, men fra taget kunne
jeg tydeligt se, hvad jeg havde set fra vinduet: Over det normale
gyldne kors på kuplen svævede et større rødt
lysende kors, hvis stråler nåede længere end selve
kuplen.
Jeg har været vidne til lysunderet, siden jeg var ganske ung,
og været vidne til mange uforklarlige hændelser, men
dette tegn var så tydeligt, at jeg aldrig mere vil kunne tvivle
på Guds underfulde indgriben. Hvis mennesker siger, at de
ikke tror på lysmiraklet, må de selv om det, og jeg
skal ikke at rette dem, men jeg ved, de tager fejl. Metropolit
Basilios, der i mange år var patriark Diodorus Is befuldmægtigede
og substitut, bekræfter ærkebiskop Alexios udtalelse.
Jeg har været i Jerusalem siden 1939, da jeg kom til
byen som femtenårig. Jeg har været med til lysunderceremonien
i alle disse år, og har således været vidne til
miraklet 62 gange. For mig er det ikke et spørgsmål
om at tro eller ikke at tro på miraklet. Jeg ved, at det er
sandt. Som mange andre troende kan jeg bekræfte, at lyset
ikke brænder.
Mange gange har jeg ført flammen under mit skæg, uden
at der skete det mindste med det. År efter år har jeg
set den umiddelbare og spontane antænding af stearinlys, som
de troende holdt i deres hænder, og jeg har hørt mange
pilgrimme fortælle om, hvordan de så det blå lys
passere gennem Gravkirken.
For mig er miraklet meget vigtigt, nemlig som et minde om Vorherres
opstandelse. Bibelen beretter, at da Herren opstod fra døden,
skinnede hans grav med et lys som ved højlys dag.
Jeg tror, underet er et minde om dette vor tros mest centrale element,
for at det aldrig må blive fornægtet. Efter hvad
jeg har kunnet erfare, har det hidtil ikke været muligt at
filme en af olielamperne eller et af de mange stearinlys tænde
af sig selv, men jeg er i besiddelse af en kopi af en video optaget
af en ung ingeniør fra Betlehem, Souhel Thalgieh.
Thalgieh befandt sig under lysmirakelceremonien i 1996 på
en balkon i kuplen sammen med en russisk-ortodoks nonne og fire
andre troende, bl.a metropolit Timoteos mor. Nonnen stod til
højre for Thalgieh. På videoen ser man, hvordan han
filmer ned mod kapellet. Alt lys slukkes det er tid til at
patriarken går ind og henter flammen.
Inden han er nået at komme ud, hører man pludselig
et højlydt udbrud af forundring fra nonnen, der står
ved siden af Thalgieh. Man ser, hvordan kameraet begynder at ryste,
og man hører de andre fire, der er til stede på balkonen,
tale i munden på hinanden med høje stemmer om et eller
andet, der er sket. Kameraet drejer til højre, og her ser
man nu årsagen til udbruddene:
Det store stearinlys, nonnen holdt i sine hænder, tænder
af sig selv for øjnene af de tilstedeværende og lyser
med en høj flamme inden patriarken er kommet ud af
gravkapellet. Med rystende hænder holder hun lyset, alt imens
hun igen og igen gør korsets tegn over det, hun har oplevet.
Men ingen af disse optagelser vil være i stand til at overbevise
den, der ikke har troens gave, mener ærkebiskop Alexios: Miraklet
er som miraklet altid har været det vil altid være
omgivet af noget uforklarligt, det vil aldrig kunne bevises. Som
han sagde til mig: Miraklet er aldrig blevet filmet, og kan
det sikkert heller ikke. Mirakler kan ikke bevises.
Der er altid behov for et moment af tro, for at miraklet kan bære
frugt i den troendes liv. Miraklet i kristen sammenhæng har
altid et formål, at udbrede Guds nåde i verden. Og denne
udbredelse af Guds nåde kan ikke ske uden tro hos mennesket.
|
Den mirakuløse flamme er hellig
|
De ortodokse kristne er ikke alene om at forbinde
lys med Guds nærvær og aktivitet. I de bibelske skrifter
skildres store mirakuløse hændelser og Guds nærvær
ofte i sammenhæng med manifestationer af lys.
Om Moses møder med Jahve på Sinajs bjerg hedder
det: Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren
var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs
som røgen fra en smelteovn (2. Mos. 19, 18). Og senere:
For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende
ild på bjergets top (2. Mos. 24,17).
|
Flammen spredes fra lys til lys. Hvert år sker det, at
troende, der står med deres slukkede stearinlys og venter,
ser den blå flamme passere hen over dem og tænde deres
lys inden patriarken er kommet ud.
|
Efter at Moses har stået ansigt til ansigt
med Gud, skinner hans ansigt så kraftigt, at han ender med
at måtte lægge et slør over det, som han kun
fjerner, når han igen skal tale med Gud (2. Mos. 34, 29 ff).
Da Jesus forklares for disciplenes øjne på Tabor-bjerget,
ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev
blændende hvide (Luk. 9,29).
Efter Jesu opstandelse møder kvinderne ved graven to
mænd i lysende klæder (Luk. 24,4). Lyset og Guds
vældige gerninger går altid hånd i hånd.
De store kirkefædre anså lys for at være et synonym
for Gud, særlig for Guds kærlighed. Således skriver
en af de mest berømte af dem.
|
Flammen betragtes af ortodokse
troende som en dyrebar skat.
|
Gregor den Store (530-604): Gud kaldes
lys, fordi han omfavner sin kærligheds flammer de sjæle,
i hvilke han har taget bolig. På samme måde opfatter
de ortodokse lysmiraklet i Jerusalem som en manifestation af Guds
kraft, men ikke nok med det miraklet er en manifestation
af Guds nærvær.
Ligesom lyset i de bibelske skrifter udspringer fra Guds nærvær,
anses lyset i Gravkirken for at have væsensforbindelse med
Gud selv. Flammen er hellig. Den indeholder velsignende kraft,
fortæller ærkebiskop Alexios, næsten som
et sakramente; der er en direkte væsensforbindelse til Gud,
der udfører miraklet.
|
Flammen anses for at være hellig.
|
Det er også grunden til, at pilgrimmene
fører hænderne hen over flammen frem og tilbage
for siden at stryge sig over ansigtet med hænderne, der har
rørt flammen.
|
Lysunderceremoniens pan-ortodokse og økumeniske
betydning
|
Underet er af betydning, ikke blot for den enkelte
troende, hvis tro bliver styrket, men også for alle de ortodokse
kirker og deres indbyrdes enhed. Metropolit Timoteos af Vasta, som
var det Græsk-ortodokse patriarkats repræsentant ved
den fælleskirkelige åbning af de hellige døre
i Pauluskirken i Rom i januar 2000, mener, at lysunderceremoniens
økumeniske og forenende kraft er ganske exceptionel.
Helt frem til det 13. århundrede fejrede hele kirken
lysunderceremonien, siger han. Selv efter at katolikkerne
forlod byen, er det vedblevet at være en ceremoni, der bringer
alle os ortodokse tættere sammen. Dette skildres symbolsk
allerede under selve liturgien. Flammen gives på en underfuld
måde fra Kristus til den græsk-ortodokse patriark inde
i graven.
Han giver den derpå til de armenske og koptiske metropolitter,
der giver ilden videre til de resterende trosrepræsentanter,
der igen giver den videre til folket i hele kirken. Men flammen
forbliver ikke i Gravkirken, den spredes videre ud til de troendes
hjem i Palæstina og i hele verden. Alle har gjort en lampe
klar i hjemmene, så man kan modtage flammen, som man bevarer
i månedsvis.
Troende, der kommer langvejsfra, har sørget for at medbringe
små lukkede lanterner, med hvilke de bærer ilden til
deres hjemland. Olympic Airways og andre luftfartsselskaber hjælper
ortodokse troende med at udbrede flammen til de mange byer og lande,
særlig til Alexandria i Ægypten, til Rusland, til Georgien,
til Bulgarien, til USA.
Hvert år skriver vi anbefalingsbreve til de israelske religiøse
myndigheder, der så hjælper de troende med at få
lanternerne med ilden gennem sikkerhedskontrollen og ind i deres
respektive fly.
|
Ærkebiskop Alexios af Tiberias flyver lysunderflammen
til Grækenland og bliver modtaget i Athens lufthavn, som
var der tale om et statsbesøg i påsken 2001. Flammen
spredes til mange ortodokse klostre og privathjem i hele verden.
|
Det kan give et indtryk af, hvor vigtig flammen
og dens årlige udbredelse er for os. Den er hellig og vedbliver
at minde os om, hvordan den ene Helligånd bor i alle dele
af Kristi legeme. Som blod, der pumpes ud til alle lemmer på
et legeme, således spredes ilden fra Jerusalem til alle dele
af det ortodokse trosfællesskab og minder de troende om oprindelsen
og enheden af deres tro. Det har en utrolig enhedskraft for de ortodokse
kirker, slutter metropolit Timoteos.
|
Man kan nu spørge sig selv, hvorfor lysmiraklet
er så totalt ukendt i Vesteuropa. I protestantiske lande kan
det måske forklares ved, at man ikke har nogen synderlig forventning
om og tradition for mirakler, og at man ikke rigtig ved, hvor man
skal indpasse dem.
Men i de katolske lande er der en stor forventning om og interesse
for mirakler og guddommelige tegn. Hvorfor får en så
grænseoverskridende årlig hændelse ingen større
presseopmærksomhed? Her synes der kun at være én
rimelig forklaring: kirkepolitik. Det er alene de ortodokse kirker,
der deltager i ceremonierne omkring lysmiraklet. Det sker kun på
de ortodokse kirkers påskedato og uden deltagelse af nogen
romersk-katolske autoriteter.
Dette udlægges af nogle ortodokse, som at Gud hermed vil vise,
at alene den ortodokse kirke er den sande kirke på jorden.
Denne udlægning kunne nok vække en vis bekymring i de
protestantiske og katolske lejre, men ærkebiskop Alexios er
uenig med den. Dette er ikke miraklets formål,
siger han. Det er ikke et våben for at stjæle
kristne fra andre kirker, ikke et bevis på, at vi er de eneste
sande kristne.
Snarere er lysunderet en kilde til glæde for os ortodokse,
og jeg håber, det kan lede til større enhed, ikke kun
blandt os ortodokse, men blandt alle kristne. Jeg håber, det
kan få katolske og protestantiske troende til at se, hvordan
den samme Gud, de tror på, virker iblandt os, ligesom vi er
overbevist om, at han virker blandt dem.
|
|