hvidt.com

 


Niels Christian Hvidt, Mirakler – Møder mellem Himmel og Jord,
Copenhagen: Gyldendal, 2002




Som dansk katolsk teolog har jeg ofte undret mig over de fænomener, der bredt går under betegnelsen „mirakler“. Gennem de sidste otte år har jeg derfor løbende undersøgt forskelligt kildemateriale om mirakler og har som participant observer besøgt steder, hvor mennesker har oplevet dem. Gang på gang er jeg blevet slået af den store betydning, miraklerne har haft i menneskers liv, og af den glæde, hvormed de lever med mindet om det, der er sket. Ofte kunne jeg selv blive vidne til det, de havde oplevet.

Rejserne bragte mig vidt omkring:

Til den norditalienske by Torino, hvor man opbevarer et linnedklæde med et uforklarligt billede af en mand, som led samme voldelige død som Kristus.

Til Lanciano på Italiens østkyst, hvor en præst omkring år 800 oplevede, at det nadverbrød, han netop havde indviet, blev til et stykke kød, der kan ses i dag og som først den moderne videnskab har kunnet identificere som en skive af et menneskehjerte. Ligesom et større antal indviede nadverbrød, der opbevares i domkirken i Siena siden 1730, burde hostien i Lanciano være blevet til støv for længe siden.

Til Napoli, hvor San Gennaros normalt størknede blod på uforklarlig vis bliver flydende ved tre årlige gudstjenester for senere at koagulere og blive lige så hårdt som før.

Til Worcester nær Boston i USA, hvor en handicappet pige besøges af der undres over de talløse ikoner og statuer, som i hendes nærvær afgiver olie, der siges at have helbredende virkning.

Til San Giovanni Rotondo i Syditalien, hjemby for Italiens mest kendte mystiker i moderne tid, Padre Pio, der i over 50 år bar de såkaldte stigmata, uforklarlige sår i hænder og fødder. Han døde i 1968, men siges stadig at gøre undere i dag. Til Perugia, hvor jeg mødte Gemma di Giorgi, der blev født uden pupiller og derfor var fuldstændig blind. Alligevel begyndte hun i forbindelse med et besøg hos Padre Pio som syvårig i 1947 pludselig at kunne se. Hun ser stadig, uden pupiller.

Til Damaskus i Syrien, hvor en ung kvinde ved navn Myrna Nazzour flere gange, sidst i påsken 2001, er blevet stigmatiseret og har haft visioner, der handler om kirkens enhed.

Til Rom, hvor en kvinde ved navn Vassula Rydén, der indtil 1985 havde levet et almindeligt sekulariseret diplomatfrueliv, uden teologisk skoling, pludselig begyndte at få åbenbaringer og nedskrive samtaler med Kristus. Budskaberne er oversat til 38 sprog og omhandler ligeledes kirkens enhed.

Til Civitavecchia, Roms havneby, hvor en mariastatue i 1995 i alt 14 gange græd blod, hvad tusinder af mennesker blev vidner til.

Til Malevì-klostret i Grækenland, hvor en ikon har afgivet olie siden 1964, og hvor uhelbredeligt syge har oplevet uforklarlige helbredelser.

Til den Hellige Theodoras kirke, ligeledes i Grækenland, fra hvis tag sytten imponerende træer vokser frem, tilsyneladende uden rødder.

Til den græske ø, Kefalonia, hvor troende ved en årlig religiøs fest undrer sig over små slanger, der ærer en ikon med Maria og Jesusbarnet.

Til Gravkirken i Jerusalem, hvor tusinder af troende fra den ortodokse kirke hvert år oplever det store „lysunder“. Det har fundet sted i over 1200 år og har enorm betydning for de ortodokse kristnes identitet, men er stort set ukendt uden for de ortodokse kirker.

Til Rom, hvor pater Gabriel Amorth beretter om sin gerning som officiel eksorcist i Den Katolske Kirke.

Til Vatikanet, hvor et panel af Italiens bedste læger undersøger og bevidner uforklarlige helbredelser, som teologer ser som udtryk for Kristi mirakuløse virke.

Bogen indledes med en kort introduktion til, hvad vi mener, når vi taler om mirakler. Den slutter med to debatkapitler: Det første tager udgangspunkt i et mirakel, der skete i den russisk?ortodokse kirke i Bredgade i København i 1995. Det spørger om de forskellige måder, man kan forholde sig til mirakler på, og hvorfor der tilsyneladende er mindre tradition for mirakler i Danmark end i et land som Italien.

Det andet debatkapitel belyser, hvordan den moderne videnskab på baggrund af voksende teoretisk og erfaringsbaseret erkendelse har fået en mere positiv indstilling til muligheden for mirakler. Længe har en dogmatiserende rationalisme dikteret, at mirakler var umulige, men med de store videnskabelige revolutioner, som særlig Albert Einstein og Niels Bohr medvirkede til, er der atter en voksende erkendelse af, at universet gemmer på mere end det, der kan forklares med Newtons love, at der alligevel er mere mellem Himmel og Jord. Denne erkendelse kan blive en af postmodernismens største udfordringer til både verdslig videnskab og teologisk erkendelse. Den giver en legitim ramme for at diskutere de mirakuløse oplevelser, mennesker har haft i tidens løb. For mirakler sker stadig som oplevelser i den virkelighed, der er vores.

Det er en erkendelse, som særlig Den Katolske Kirke har århundreders tradition for. Den betragter den åndelige virkelighed som et enormt rum, hvor man ikke alene finder mere, men finder alt mellem Himmel og Jord. Desværre også en hel del negativt. Det, at noget tilsyneladende er overnaturligt, gør det ikke straks til et mirakel. Katolske arkiver bugner af kilder om syge personer, der har fået diagnosen „dæmonbesættelse“, og som kan gøre de mest utrolige ting – dreje kroppens led i fysiologisk umulige positioner, udtale forbandelser på sprog, de ikke kender, gå på kirkers vægge, etc. Men disse uforklarlige evner tolkes ikke som udtryk for Guds mirakuløse indgriben, derimod for obskure kræfter, og ofrene har det som regel forfærdeligt. De har brug for den mirakuløse gerning, som eksorcisten udfører, når han med Guds gode kraft overmander de onde kræfter og udfrier den besatte fra dem.

Uden at ville foregribe eventuelle bedømmelser fra kirkelige myndigheder mener jeg det er på sin plads at understrege, at bogens materiale har været gennem en filtreringsproces. Jeg har udvalgt de mirakuløse hændelser, der i kraft af deres blivende gode frugter blandt mennesker udlægges som udtryk for Guds gode virke.1 For at begrænse stofmængden, har jeg i denne udgivelse desuden valgt at rette fokus mod mirakelberetningerne inden for de katolske og ortodokse kirker, som har en særlig lang tradition for mirakler. Dette betyder naturligvis ikke, at mennesker ikke oplever mirakler i andre kirker. Særlig inden for pietistiske og frikirkelige protestantiske kredse bliver miraklerne ved med at spille en væsentlig rolle. Bogen rummer heller ikke de såkaldte mariaåbenbaringer fra kendte pilgrimssteder som Guadeloupe, Fatima, Lourdes og vore dages Medjugorie. De fortjener en selvstændig, samlet behandling.

Bogens formål er ikke at levere en udtømmende behandling af de teologiske overvejelser og problemstillinger, som de her fremlagte mirakelberetninger nødvendigvis må medføre. Et sådant projekt venter i fremtiden. Bogens formål er hverken kynisk at tvinge en naturlig forklaring ned over mirakelhistorierne eller at fremlægge uigendrivelige beviser for deres ægthed. Målet er det mere enkle: At beskrive mirakler, sådan som de håndgribeligt ses og opleves af mennesker de mest forskellige steder på kloden. Og at formidle den miraklets fascination, som har beriget, ja til tider vendt op og ned på deres tilværelse.

En varm tak går til dem, der har været med til at finansiere projektets forskellige faser, de rejser, der måtte til gennem de forgangne år og mit arbejde i Rom: Carlsbergfondet, Ingeniør Ernst B. Sunds Fond, Lippmann Fonden, Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond, Aslaug og Carl Friis’ Legat, Det Danske Institut i Rom, Institutionen San Cataldo, Skt. Knuds Stiftelse, Texaco Danmark, Siemens, H. Lundbeck, Neg Micon, Tryg Danmark, B&W MAN Diesel Co, ABB Energi & Industri, P. Paul Maria Sigel og adm. direktør Hans Michael Jebsen.

Tak for gode år på de teologiske fakulteter ved Københavns Universitet og Gregoriana?universitetet i Rom. Tak for godt samarbejde til forlægger Johannes Riis og redaktør Lene Wissing på Gyldendal. Tak til Alec Due for godt samarbejde omkring indsamling af billedmateriale. Tak til dem, der har gennemlæst og givet frugtbare kommentarer til hele eller dele af manuskriptet – særligt til studieleder Peder Nørgaard Højen, Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, til lektor i kirkehistorie Jørgen I. Jensen, samme fakultet, til Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen, til dr.phil. Bo Lidegaard og til min far, Torsten Hvidt

View site in English

Visit hvidt.com. Køb den på Gyldendal.dk. Se Svensk Udgave.
© Niels Christian Hvidt 2007. All rights reserved.